|
Arbejdsplan 09/10 1) Indflydelse på Partnerskab 2010
Udviklingsministeren har igangsat en strategiproces, som skal revidere Danmarks overordnede udviklingsstrategi; Partnerskab 2000. Det er Udenrigsministeriets ambition at lave en kort, men åben proces, og der lægges i første omgang op til en revision, som skal sikre, at de seneste delstrategier (Afrika Kommissionen, Civilsamfundsstrategien, strategi for fremme af demokrati og menneske-rettigheder mv.) reflekteres i det overordnede strategiske grundlag.
NGO-forum anser det for en klar hovedprioritet at søge direkte indflydelse på denne strategiproces. Vi vil både som enkeltmedlemmer og netværk søge at løfte diskussionen op til et niveau, hvor der i højere grad tænkes nyt og fremad og tages højde for de ændrede eksterne betingelser – end blot en justering ift. allerede gennemførte strategiprocesser på enkeltområder. Spørgsmål om vægtning og prioritering bliver uhyre vigtig. Ikke blot imellem programsamarbejds-lande/svage stater, multilateralt/bilateralt mm. Men også sammenhængene og afgrænsningerne ift. sikkerhedspolitik, klimapolitik, handelspolitik, migration og forholdet til ’den muslimske verden’ bliver vigtigt. Danmarks forhold til det internationale system (WB, FN, EU mv.) – som er i forandring, er et andet vigtigt område.
NGO-forum vil arbejde for, at der tidligt i processen lanceres nogle overordnede principper for den fremtidige udviklingsbistand, som sætter fokus på de dilemmaer og prioritetsspørgsmål, som dansk udviklingspolitik står overfor. NGO-forum vil også sikre, at der etableres både formelle og uformelle rum for folkelig inddragelse og tværgående diskussioner i u-landsmiljøet i Danmark, samt at der inddrages kritiske røster fra civilsamfundet i udviklingslandene. NGO-forum vil arbejde for at blive direkte repræsenteret i de nedsatte reference- og arbejdsgrupper.
2) Implementering af Civilsamfundsstrategien
NGO-forum vil følge op på implementeringen af Civilsamfundsstrategien. Der er fortsat stor usikkerhed om, hvordan strategien vil blive håndteret i den statslige (Danidas) udviklingsbistand. Det drejer sig i særdeleshed om ambassadernes måde at støtte og inddrage civilsamfundet på i de enkelte samarbejdslande, og hvorledes støtten til civilsamfundet indgår i sektorprogramstøtten. Spørgsmålet om ambassadernes faglige kapacitet og ressourcer er naturligvis i søgelyset, og samtidig er der nogle bekymrende informationer om, hvorledes der i mange lande etableres støttemekanismer til civilsamfundet, der ikke følger retningslinjerne i civilsamfundsstrategien.
NGO-forum vil iværksætte et deskstudie af hvilke støttemekanismer for civilsamfundet, som Danida er involveret i de enkelte lande. Med baggrund i dette studie samt i Projektrådgivningens studier i udvalgte samarbejdslande vil NGO-forum forsøge at få Udenrigsministeriet til at deltage i en fælles systematisk erfaringsopsamling af disse initiativer.
Der er ligeledes andre problemstillinger eksempelvis omkring etableringen af programorganisationer og nye monitoreringssystemer o.lign, som skal følges tæt i implementeringsfasen. NGO-forum vil derfor søge en systematisk dialog med Udenrigsministeriet om implementeringen af strategien.
3) En markant stigning i NGO-bistanden
De danske NGO’er er blevet markant styrket igennem de seneste år, hvilket skyldes en stærk fokusering på folkelig forankring, kapacitetsopbygning og professionalisering. Dette anerkendes bl.a. i den reviderede civilsamfundsstrategi med indførelsen af programorganisationer, og det ses i det markant stigende antal danske organisationer, der deltager aktivt under Enkeltbevillingen, Miniprogrammerne og Projektpuljen (tidligere Minipuljen). Dette skaber et øget pres på den samlede NGO-finansiering, og NGO-forum vil derfor arbejde aktivt for en finansiel styrkelse af NGO-bistanden i de kommende finanslove samt en styrkelse af civilsamfundets rolle i nye relevante strategier og politiske udspil.
4) Fremtidens faglige netværksaktiviteter
Med overgangen til selvforvaltning af de faglige netværk ønsker NGO-forum at skabe en ramme for at tænke kreativt, skabe større fleksibilitet i allokeringen af midler og afprøve nye netværksformer specifikt ift. organisering og ansættelse af menneskelige ressourcer.
Fokus for NGO-forums indsats vil i de kommende år blive centreret indenfor de følgende fælles strategiske prioriteter; 1) Globale tendenser, muligheder og udfordringer; 2) Unges indflydelse: 3) Metodeudvikling: 4) Køn og ligestilling; samt tema 5; HIV/AIDS & seksuelle og reproduktive rettigheder. NGO-forum er i færd med at etablere et netværkssekretariat, som skal udvikle systemer, som vil øge kvaliteten og omfanget af den tværgående vidensdeling, læring, dokumentation og oplysning.
5) En fælles 2015 kampagne
NGO-forum besluttede i juni 2008 at gå sammen om at udvikle en årlig tilbagevendende NGO kampagne, som samler hele udviklingsmiljøet omkring ”slutspurten - de sidste fem år frem til 2015-målene”. Udviklingen af den fælles 2015 kampagne er fortsat en hovedprioritet for NGO-forum, og ambitionen er at øge den folkelige opbakning til udryddelse af fattigdom og dansk udviklingsbistand samt vise, at bistanden nytter og skaber resultater. Kampagnen skal derfor have ambitioner, tyngde, bredde og gennemslagskraft.
Kampagnen forventes gennemført i et samarbejde mellem NGO-forum, Udenrigsministeriet, Undervisningsministeriet og en række eksterne samarbejdspartnere med henblik på at sikre en samlet, tværgående kampagne, der trækker på bidrag fra en hidtil uset bred kreds af aktører. NGO-forum vil på sigt etablere et mindre kampagnesekretariat som tager ansvar for koordinering, kommunikation, kampagneudvikling og markedsføring.
6) En styrket u-landsoplysning
Som opfølgning på NGO-forums deltagelse i Udenrigsministeriets arbejdsgruppe om ’Fremtidens oplysning om fattigdom og udvikling’ vil NGO-forum arbejde for en hurtig implementering af arbejdsgruppens anbefalinger, en finansiel styrkelse af u-landsoplysningen samt finansiering af den fælles 2015 kampagne på de kommende finanslove.
NGO-forum vil bl.a. gå aktivt ind omkring etableringen af et kommunikationsfagligt forum, som kan styrke den kommunikationsmæssige kapacitet, tilskynde til innovation samt øge fokus på evaluering og erfaringsopsamling. I regi af et kommunikationsfagligt forum vil NGO-forum arbejde aktivt for at etablere rammerne for en frivillig peer review mekanisme, hvor organisationernes oplysningsindsats fremover evalueres af andre organisationer. Hermed ønsker NGOforum at skabe et miljø, som styrker den faglige dialog og dermed kvaliteten af oplysningsindsatsen. De nærmere retningslinjer og principper for en peer review mekanisme bør være udviklet inden udgangen af 2010.
7) Klimaindsatsen efter COP15
Klimaforandringerne rammer udviklingslandene uforholdsmæssigt hårdt og gør det vanskeligere at nå 2015 målene. Det forventes, at COP 15 vil resultere i nye målsætninger for klimaindsatsen i udviklingslandene, og NGO-forum anbefaler, at klimatilpasning skal mainstreames i al udviklingsbistand som et generelt krav – både den bilaterale, den multilaterale og NGO-bistanden, således at bistanden bidrager til udviklingslandenes og befolkningernes muligheder for at tilpasse sig konsekvenserne af klimaændringer.
Klimaforandringerne stiller NGO-forums medlemsorganisationer overfor nye udfordringer både med hensyn til implementering af udviklingsarbejde, politikarbejde og fortalervirksomhed. Derfor vil NGO-forum afholde en eller flere tematiske workshops med det formål at kapacitetsopbygge medlems-organisationerne inden for mainstreaming af klima i udviklings- og politikarbejdet. De tematiske workshops vil sætte særligt fokus på resultatet af COP 15 og introducere konkrete værktøjer til identifikation af klimasårbare målgrupper, og integration af klimatilpasning og katastrofeforebyggelse i udviklingsprojekter.
8) NGO-træf 2010
NGO-forum vil afholde et NGO-træf i forbindelse med NGO-forums årsmøde til september 2010. Formålet er at skabe et rum til at diskutere og udvikle spørgsmål med stor betydning for civilsamfundets deltagelse i udviklingsaktiviteter (gensidig udfordring, erfaringsdeling, nytænkning).
Derudover ønsker NGO-forum med et NGO-træf at sætte en dagsorden i den danske udviklingspolitiske debat. Der lægges op til et forholdsvist ’håndterbart’ og økonomisk beskedent arrangement. NGO-forum nedsætter en arbejdsgruppe, der skal fremlægge forslag til emner og organisering af NGO-træffet til det ’stående udvalg’.
|